Men så gik det galt

Vores år i Danmark har sat sine mærker. De første år fløj forbi. Vi havde meget at lave, men det var også godt. Vi har oplevet mange nye og sjove ting. Gården var langt fra perfekt, det var med det samme også den store udfordring. Vi fik børn. Vi fik nye venner. Vi fik et hjem.

Før man ved det er årene gået, og man er ældre.

De sidste par år er der sket mange ting. For mange. Men livet gik videre. Det var ligesom et tog, som vi ikke længere kunne stoppe. Vi havde nok at se til. Men det var også godt, sådan holdt vi hovedet koldt. Troede vi.

Men så gik det galt. Der kom et tidspunkt hvor alt lå stille. At det ikke virkede længere, brudt.

”Luuk tager flere gange til lægen og beder om hjælp, han føler sig syg. Jeg tager med, siger det ikke går sådan, hjælp os. Jeg håber de indlægger ham, jeg er rådløs, for der må være noget galt et eller andet sted, det er nemt at se. Han fejler ellers aldrig noget. Men lægen siger at hans krop er udmattet, han skal stoppe med alt arbejde. Når man for længe overskrider sine grænser, opstår der kropslige symptomer, det er normalt ved en burnout. En burnout? Luuk har en burnout?”

 

’Bristet boble’ startede som en slags dagbog for mig. At skrive virker som en terapi for mig. Ordene og sætningerne blev ved med at komme. Min historie om starten og konsekvenserne af en burnout, spejler sig op af et meget større problem her i Danmark. Og netop dét er årsagen til at jeg har besluttet at dele min historie. 

Mobning

For noget tid siden var det ”ugen mod mobning”. Der har også været en speciel ”lærernes dag”. Der findes mange specielle dage, men jeg overser de fleste. Men ”lærernes dag” og ”ugen mod mobning” har en speciel betydning for mig.

Når ens egen datter bliver ignoreret og holdt udenfor i skolen, gør det utrolig meget med en. Selvom det er flere år siden, har det stadig indflydelse på mit liv i dag. Dengang, for syv år siden, var min datter en genert og usikker pige på 9 år. Smuk, klog og ikke anderledes i forhold til udsende eller væremåde. Men en pige med bekymringer. Bekymringer der ytrede sig i mavepine og soveproblemer. Da vi fandt ud af, at grunden til alt det, var stress og problemer i klassen, havde det allerede stået på i alt for lang tid. Det gør ondt at se sit barn være ked af det. Det gør ondt, når andre afviser dit kostbare og elskede barn. I bogen ”bristet boble” fortæller jeg om hvordan vi har oplevet det, om hvordan vi forsøgte afmosfæren i klassen til at bøje, og om hvordan vi har prøvet på at stoppe problemet.

"Pigerne har en fantastisk aften. De snakker til langt ud på natten og det er superhyggeligt. Da de bliver hentet den følgende morgen, siger forældrene at de synes det er en god ide, sådan et pyjamasparty. De ser at pigerne har hygget sig. De ved allesammen at der er mange problemer mellem dem. Det er godt de får nogle positive erfaringer sammen, siger en af forældrene. Det er rigtigt. En anden forælder roser os også, denne klasse har brug for et skub i den gode retning. Dejligt at I har taget dette

initiativ. Jeg svarer at Anne ikke altid har haft det godt i klassen, men jeg er glad for at det går bedre. Desværre ved jeg ikke bedre...."

Det var kun starten. Her havde jeg endnu mod på sagen. Men jeg var naiv og idealistisk.

I dag er man meget opmærksom på konsekvenserne af mobning. Heldigvis, for der er desværre stadigvæk en lang vej at gå. Bevisthed er kun begyndelsen. Da der i fjernsynet var et program om mobning, hvor man med et skjult kamera filmede, hvordan en dreng blev mobbet, var der meget kritik. Skolerene, men især de pårørende forældre af de mobbende børn, protesterede. Det er selvfølgelig rigtig synd for børnene at blive konfronteret med deres egen opførsel i gruppen. Lige pludselig var der beviser, og ingen vej udenom. Så kan man virkelig se, hvad der sker. Mens alle var chokeret over de konfronterende optagelserne, da det næsten altid viser sig at være langt værre end der er mistanke om, forsvarede forældrene på deres privatliv.

Også i den amerikanske dokumentarfilm Bully kan man se, hvordan en dreng bliver truet og mobbet hver eneste dag. Det er en rørende dokumentar. Imens vi ser videoer, bliver der gjort alt muligt, for at undgå at behøve at tage ansvar. Der er til at græde over om hvordan man prøver at nedtone problemet.

Vi har også oplevet det. Forældre, som gerne vil gøre noget ved problemet fælles, som et general problem, uden selv at tage ansvar. Der er ingen der kan lide at se sine egne fejl i øjnene, men nogle gange er det nødvendig at tage ansvar, for at løse problemet. At kaste bolden i den skjulte rangorden i en gruppe. At samle mod.

Lærerens indflydelse er derved meget vigtig. Vores datter var uheldig med en venlig, men svag lærer. På den måde kunne mobningen fortsætte. Men der er også lærere, der tør at tage skridtet. På ”lærernes dag” får de lærere, der tør at gøre en forskel, i mine egne tanker et diplom for deres indsats. En smukt diplom med glimt og glitter. De lærere, der tør at gøre en forskel for mine og andres børn, er nemlig guld værd.

Jeg har valgt også at skrive om mobbeproblemet i min bog, fordi mobning først stopper, når vi tør at tage tyren ved hornene.

Jeg flytter

Der er altid mange der ser det i fjernsynet. Historier om mennesker som flytter til et andet land. Mennesker der opfylder deres store drøm. Nogle gange er det mennesker, som aldrig før har arbejdet med den slags, men alligevel overtager et hotel i Schweiz. Mennesker der ikke kan finde ud af det, men som alligevel overtager en eller anden ruin i Frankrig. Men der er også mennesker der er gode til at forberede sig fra starten af. Men hvad er det egentlig man kan forberede sig på? Kan man godt forberede sig, eller er det bare noget man skal hoppe i med lukkede øjne?

Med næsten ingen erfaring og få penge og så begynde på en gård, starte et nyt liv i et land med et fremmed sprog, det kan somme tider være svært. Det er altid sjovt at se på andre menneskers erfaringer i fjernsynet. Nogle gange kan man genkende det, men slet ikke altid. Hvert menneske er anderledes, og hver emigration forgår anderledes. Jeg kan godt huske episoder hvor det hele gik i kage. Der går egentlig næsten altid noget galt, det vidste vi selvfølgelig godt fra starten af. I teorien ved vi godt hvad de skulle have gjort anderledes. Og med undertekster på, forstod vi allerede med det samme hvad der blev sagt.

Men som erfarings ekspert (med tryk på erfaring, for ekspert kan alle være nu om dage) ser jeg især på hvor meget de kan kommunikere, om de overhovedet forstår noget af den nye kultur eller om de bare med deres (hollandske) mentalitet prøver på at få tingene løst? Jeg kan stadig huske et par, hvor kvinden allerede efter et halvt år ville give op. Hun græd fordi ingenting gik som de havde ønsket og håbet på. Hun syntes at ’de havde haft nok modvind nu’. Det er ved at være et par år siden. Jeg tror at hun ved bedre nu, og jeg håber at hun ikke har givet op.

Vi startede på en hel slidt gård. Alting gik i stykker. Hvis man bare så på det, gik det i stykker. Ud over bedriften prøvede vi også at få et socialt liv, samt lære det danske sprog. Og vi fik også en baby da vi lige var startet her. Plus, vi fik hele tiden besøg fra Holland. Nogle gange havde de første gæster ikke engang pakket sammen endnu, før de næste allerede kom. Det hele tilsammen, kostede os meget energi, og vi blev hurtige til erfarings eksperter. Erfaring som viser sig gennem rynker, hvormed man bliver ekspert i at ignorere spejlet.

Den danske kultur ligner den hollandske meget. Men jo længere jeg bor her, jo flere forskelle ser jeg. Der er store forskelle. Danskere er f.eks. meget nemmere i husholdningen. De er meget gæstfrie og man får dejlig mad hele aftenen. Indtil man er så mæt, at man ikke kan spise mere.  Men hav ikke noget imod roden. Dejligt! I Holland bliver man tit set ned på, hvis det ser ud til at man ikke har orden i husholdningen. Danskere tænker ikke engang på at undskylde sig for lidt kaos og rod gennem huset. En dansker er kun i gang med den dejlige mad, nogle stearinlys og vinen. I Holland bliver man inviteret til en lørdag aften hvor man først kommer klokken otte, i et pænt og nydeligt hus hvor man kun får en kop kaffe og en øl... Danskere taler også meget nemmere om f.eks. penge, de er meget åbne om det. Jeg er blevet vant til det nu. Da vi lige boede her i knap et par måneder, blev vi inviteret til nabo drengens konfirmation.

”Jeg spørger naboen hvad han ønsker sig. Hun svarer at han vist nok har en ønskeseddel, men vi må også bare give ham en Walkman, eller sådan noget. Ups, jeg tænkte mere på en lille ting. Vi beslutter, at give ham penge. Heldigvis spørger vi, for en sikkerheds skyld, lige de andre naboer, hvilket beløb man plejer at give til sådan en fest. Vi synes det er meget, men propper pænt beløbet i en konvolut. Ved festen giver vi drengen konvolutten og han åbner den med det samme for øjnene af alle. Derefter vifter han med sedlerne i luften, for at vise alle hvad vi har givet. Pyha, det var godt at vi spurgte naboen i forvejen.”

Starten

Alle mennesker har deres egen historie. En speciel eller en rørende historie. Nogle gange ligner det først en hel normal historie. Indtil historien langsomt går en anden retning, end du ønsker. Så får historien en særlig betydning. Livet får en helt anden vending. Så bliver det en historie, som er værd at fortælle. Min historie starter 14 år siden.

En ung hollandsk familie emigrer til Danmark for at starte på en gård. Med håb og mod starter de på en ny fremtid.

”Men på en lørdag kører vi, sammen med et par familiemedlemmer og nogle venner, i en lastbil fyldt med vores ting, til vores nye hus. Med håbet om at gøre det til et hjem. Vi krydser fingre. For selvom vi ikke ved om det bliver godt endnu, behøver vi ikke at gøre det alene. Vi lukker øjnene og vover springet. Ikke tænke, bare gøre. Vi kan komme fremad igen. Vi glæder os.”

Sådan starter min historie. En hel normal flyttehistorie om en familie som tager på rejse sammen… Det er starten på vores eventyr. Eventyret, der langsomt får en bizar vending og tvinger os til betydningsfulde beslutninger. Eventyret som til sidst blev til bogen ”bristet boble”.

Oogjes dicht en snaveltjes toe

Kankerpatienten kunnen steun halen uit bijeenkomsten met lotgenoten. Het voelt goed te horen dat je niet de enige bent, die ermee worstelt. Je hoeft niks uit te leggen, je hoeft je niet te verdedigen, er is herkenning. 

Zo is het ook met de boeren (en ondernemers) die vast blijken te zitten aan een zogenaamde swaplening. Het probleem speelt al jaren, maar pas nu de gevolgen steeds duidelijker zichtbaar worden in de samenleving, komen er steeds meer verhalen naar buiten. Dat anderen ook worstelen met dezelfde problemen, geeft een stuk herkenning en moed. Je bent niet de enige, je bent niet gek. Het gaat om veel ondernemers, het gaat om enorme bedragen. Je kunt met recht spreken van een groot schandaal.

In Nederland speelt momenteel de zogenaamde ”Teevendeal”. Tjonge zeg, foei, wat stout. Maar dat er ondertussen jaren geleden heel veel deals, ik noem ze ook wel ”renteswaps”, zijn gesloten met criminelen, daar hoor je vanuit de (Europese) politiek weinig over. Goede bedrijven worden compleet uitgehold en leeggeroofd. Al jaren. Alles bij elkaar gaat het om veel meer geld dan die paar miljoen van Teeven. Politici zijn inmiddels lang en breed op de hoogte van de problemen met de renteswaps, dus daar ligt het ook niet aan. Wij hebben zelfs de bonnetjes nog. Maar het blijft stil, er wordt vooral gesust en gerekt. Dat geeft te denken. Waarom worden de banken niet echt  aangepakt? Waarom wordt er gedaan alsof het maar om een klein aantal gevallen gaat? Waarom wordt er geaccepteerd dat politiek en financiële toezichthouders horende doof zijn? En waarom vegen ze zich het apezuur, onder het tapijt en vooral hun eigen straatje? Doet me denken aan die oehoe, in de tijd dat ie nog niet agressief was en gezellige kolder vertelde voor het slapen gaan. Oogjes dicht en snaveltjes toe. Slaap lekker.

Toen wij vast bleken te zitten aan de swapleningen en steeds duidelijker werd hoe onbetrouwbaar deze waren, voelden we ons heel eenzaam. Want je kunt het tij niet meer keren, je bent compleet afhankelijk van de grillen van de bank. Dat maakt dat je kwetsbaar bent. Want de druk wordt langzaam opgevoerd.

 

”Dan vraagt (bankman) Laus aan Luuk wat ‘ons plan B’ is. Plan B? Dat hebben we helemaal niet. We gaan nog steeds volledig voor plan A. Volgens ons er geen plan B nodig. Er vallen harde woorden. Laus heeft zichzelf niet onder controle en Luuk is woedend. Er komen collega’s binnenkijken, om te checken wat er loos is. Er is zoveel lawaai. Maar er is niks loos. Alleen een keurige bankmeneer die probeert een klant, die inmiddels behoorlijk ziek is, nog verder onder druk te zetten.”

In die tijd hebben we er met maar heel weinig mensen over gepraat. Je schaamt je. Maar daarbij komt ook, dat het gewoon moeilijk te begrijpen is voor buitenstaanders. Er was geen herkenning. Toen nog niet. En degenen die ook in de swaps zaten, hielden vooral hun mond, omdat ze bang waren voor de bank. Mooie titel trouwens, van die Zembla-uitzending een paar weken geleden. Zeker de moeite waard om terug te kijken.

 

Een (Nederlandse) boerin hier in Denemarken had het boek ’luchtbel’ aan haar ouders en zus laten lezen. Op een dag belde haar zus verbouwereerd op. Ze zat te lezen in ’luchtbel’ en vroeg zich nu af…. ”Je gaat me toch niet vertellen dat jullie ook in die swaps zitten?” Het werd een lang gesprek. Zus begreep niet waarom ze nooit eerder wat had verteld daarover. Dat is een hele begrijpelijke reaktie. Maar daarop vergeleek de boerin het met kinderloosheid. Dan praat je er ook het liefste alleen maar over met andere kinderloze echtparen die het écht begrijpen.... Of, zoals een goede vriendin mij na het lezen van het boek mailde: ”Ik snap nu dat je dit niet hebt verteld. Het is niet iets wat je even bij een kop koffie uit kunt leggen. Daar heb je eigenlijk een heel boek voor nodig.”