Men så gik det galt

Vores år i Danmark har sat sine mærker. De første år fløj forbi. Vi havde meget at lave, men det var også godt. Vi har oplevet mange nye og sjove ting. Gården var langt fra perfekt, det var med det samme også den store udfordring. Vi fik børn. Vi fik nye venner. Vi fik et hjem.

Før man ved det er årene gået, og man er ældre.

De sidste par år er der sket mange ting. For mange. Men livet gik videre. Det var ligesom et tog, som vi ikke længere kunne stoppe. Vi havde nok at se til. Men det var også godt, sådan holdt vi hovedet koldt. Troede vi.

Men så gik det galt. Der kom et tidspunkt hvor alt lå stille. At det ikke virkede længere, brudt.

”Luuk tager flere gange til lægen og beder om hjælp, han føler sig syg. Jeg tager med, siger det ikke går sådan, hjælp os. Jeg håber de indlægger ham, jeg er rådløs, for der må være noget galt et eller andet sted, det er nemt at se. Han fejler ellers aldrig noget. Men lægen siger at hans krop er udmattet, han skal stoppe med alt arbejde. Når man for længe overskrider sine grænser, opstår der kropslige symptomer, det er normalt ved en burnout. En burnout? Luuk har en burnout?”

 

’Bristet boble’ startede som en slags dagbog for mig. At skrive virker som en terapi for mig. Ordene og sætningerne blev ved med at komme. Min historie om starten og konsekvenserne af en burnout, spejler sig op af et meget større problem her i Danmark. Og netop dét er årsagen til at jeg har besluttet at dele min historie. 

Mobning

For noget tid siden var det ”ugen mod mobning”. Der har også været en speciel ”lærernes dag”. Der findes mange specielle dage, men jeg overser de fleste. Men ”lærernes dag” og ”ugen mod mobning” har en speciel betydning for mig.

Når ens egen datter bliver ignoreret og holdt udenfor i skolen, gør det utrolig meget med en. Selvom det er flere år siden, har det stadig indflydelse på mit liv i dag. Dengang, for syv år siden, var min datter en genert og usikker pige på 9 år. Smuk, klog og ikke anderledes i forhold til udsende eller væremåde. Men en pige med bekymringer. Bekymringer der ytrede sig i mavepine og soveproblemer. Da vi fandt ud af, at grunden til alt det, var stress og problemer i klassen, havde det allerede stået på i alt for lang tid. Det gør ondt at se sit barn være ked af det. Det gør ondt, når andre afviser dit kostbare og elskede barn. I bogen ”bristet boble” fortæller jeg om hvordan vi har oplevet det, om hvordan vi forsøgte afmosfæren i klassen til at bøje, og om hvordan vi har prøvet på at stoppe problemet.

"Pigerne har en fantastisk aften. De snakker til langt ud på natten og det er superhyggeligt. Da de bliver hentet den følgende morgen, siger forældrene at de synes det er en god ide, sådan et pyjamasparty. De ser at pigerne har hygget sig. De ved allesammen at der er mange problemer mellem dem. Det er godt de får nogle positive erfaringer sammen, siger en af forældrene. Det er rigtigt. En anden forælder roser os også, denne klasse har brug for et skub i den gode retning. Dejligt at I har taget dette

initiativ. Jeg svarer at Anne ikke altid har haft det godt i klassen, men jeg er glad for at det går bedre. Desværre ved jeg ikke bedre...."

Det var kun starten. Her havde jeg endnu mod på sagen. Men jeg var naiv og idealistisk.

I dag er man meget opmærksom på konsekvenserne af mobning. Heldigvis, for der er desværre stadigvæk en lang vej at gå. Bevisthed er kun begyndelsen. Da der i fjernsynet var et program om mobning, hvor man med et skjult kamera filmede, hvordan en dreng blev mobbet, var der meget kritik. Skolerene, men især de pårørende forældre af de mobbende børn, protesterede. Det er selvfølgelig rigtig synd for børnene at blive konfronteret med deres egen opførsel i gruppen. Lige pludselig var der beviser, og ingen vej udenom. Så kan man virkelig se, hvad der sker. Mens alle var chokeret over de konfronterende optagelserne, da det næsten altid viser sig at være langt værre end der er mistanke om, forsvarede forældrene på deres privatliv.

Også i den amerikanske dokumentarfilm Bully kan man se, hvordan en dreng bliver truet og mobbet hver eneste dag. Det er en rørende dokumentar. Imens vi ser videoer, bliver der gjort alt muligt, for at undgå at behøve at tage ansvar. Der er til at græde over om hvordan man prøver at nedtone problemet.

Vi har også oplevet det. Forældre, som gerne vil gøre noget ved problemet fælles, som et general problem, uden selv at tage ansvar. Der er ingen der kan lide at se sine egne fejl i øjnene, men nogle gange er det nødvendig at tage ansvar, for at løse problemet. At kaste bolden i den skjulte rangorden i en gruppe. At samle mod.

Lærerens indflydelse er derved meget vigtig. Vores datter var uheldig med en venlig, men svag lærer. På den måde kunne mobningen fortsætte. Men der er også lærere, der tør at tage skridtet. På ”lærernes dag” får de lærere, der tør at gøre en forskel, i mine egne tanker et diplom for deres indsats. En smukt diplom med glimt og glitter. De lærere, der tør at gøre en forskel for mine og andres børn, er nemlig guld værd.

Jeg har valgt også at skrive om mobbeproblemet i min bog, fordi mobning først stopper, når vi tør at tage tyren ved hornene.

Jeg flytter

Der er altid mange der ser det i fjernsynet. Historier om mennesker som flytter til et andet land. Mennesker der opfylder deres store drøm. Nogle gange er det mennesker, som aldrig før har arbejdet med den slags, men alligevel overtager et hotel i Schweiz. Mennesker der ikke kan finde ud af det, men som alligevel overtager en eller anden ruin i Frankrig. Men der er også mennesker der er gode til at forberede sig fra starten af. Men hvad er det egentlig man kan forberede sig på? Kan man godt forberede sig, eller er det bare noget man skal hoppe i med lukkede øjne?

Med næsten ingen erfaring og få penge og så begynde på en gård, starte et nyt liv i et land med et fremmed sprog, det kan somme tider være svært. Det er altid sjovt at se på andre menneskers erfaringer i fjernsynet. Nogle gange kan man genkende det, men slet ikke altid. Hvert menneske er anderledes, og hver emigration forgår anderledes. Jeg kan godt huske episoder hvor det hele gik i kage. Der går egentlig næsten altid noget galt, det vidste vi selvfølgelig godt fra starten af. I teorien ved vi godt hvad de skulle have gjort anderledes. Og med undertekster på, forstod vi allerede med det samme hvad der blev sagt.

Men som erfarings ekspert (med tryk på erfaring, for ekspert kan alle være nu om dage) ser jeg især på hvor meget de kan kommunikere, om de overhovedet forstår noget af den nye kultur eller om de bare med deres (hollandske) mentalitet prøver på at få tingene løst? Jeg kan stadig huske et par, hvor kvinden allerede efter et halvt år ville give op. Hun græd fordi ingenting gik som de havde ønsket og håbet på. Hun syntes at ’de havde haft nok modvind nu’. Det er ved at være et par år siden. Jeg tror at hun ved bedre nu, og jeg håber at hun ikke har givet op.

Vi startede på en hel slidt gård. Alting gik i stykker. Hvis man bare så på det, gik det i stykker. Ud over bedriften prøvede vi også at få et socialt liv, samt lære det danske sprog. Og vi fik også en baby da vi lige var startet her. Plus, vi fik hele tiden besøg fra Holland. Nogle gange havde de første gæster ikke engang pakket sammen endnu, før de næste allerede kom. Det hele tilsammen, kostede os meget energi, og vi blev hurtige til erfarings eksperter. Erfaring som viser sig gennem rynker, hvormed man bliver ekspert i at ignorere spejlet.

Den danske kultur ligner den hollandske meget. Men jo længere jeg bor her, jo flere forskelle ser jeg. Der er store forskelle. Danskere er f.eks. meget nemmere i husholdningen. De er meget gæstfrie og man får dejlig mad hele aftenen. Indtil man er så mæt, at man ikke kan spise mere.  Men hav ikke noget imod roden. Dejligt! I Holland bliver man tit set ned på, hvis det ser ud til at man ikke har orden i husholdningen. Danskere tænker ikke engang på at undskylde sig for lidt kaos og rod gennem huset. En dansker er kun i gang med den dejlige mad, nogle stearinlys og vinen. I Holland bliver man inviteret til en lørdag aften hvor man først kommer klokken otte, i et pænt og nydeligt hus hvor man kun får en kop kaffe og en øl... Danskere taler også meget nemmere om f.eks. penge, de er meget åbne om det. Jeg er blevet vant til det nu. Da vi lige boede her i knap et par måneder, blev vi inviteret til nabo drengens konfirmation.

”Jeg spørger naboen hvad han ønsker sig. Hun svarer at han vist nok har en ønskeseddel, men vi må også bare give ham en Walkman, eller sådan noget. Ups, jeg tænkte mere på en lille ting. Vi beslutter, at give ham penge. Heldigvis spørger vi, for en sikkerheds skyld, lige de andre naboer, hvilket beløb man plejer at give til sådan en fest. Vi synes det er meget, men propper pænt beløbet i en konvolut. Ved festen giver vi drengen konvolutten og han åbner den med det samme for øjnene af alle. Derefter vifter han med sedlerne i luften, for at vise alle hvad vi har givet. Pyha, det var godt at vi spurgte naboen i forvejen.”