Jeg flytter

Der er altid mange der ser det i fjernsynet. Historier om mennesker som flytter til et andet land. Mennesker der opfylder deres store drøm. Nogle gange er det mennesker, som aldrig før har arbejdet med den slags, men alligevel overtager et hotel i Schweiz. Mennesker der ikke kan finde ud af det, men som alligevel overtager en eller anden ruin i Frankrig. Men der er også mennesker der er gode til at forberede sig fra starten af. Men hvad er det egentlig man kan forberede sig på? Kan man godt forberede sig, eller er det bare noget man skal hoppe i med lukkede øjne?

Med næsten ingen erfaring og få penge og så begynde på en gård, starte et nyt liv i et land med et fremmed sprog, det kan somme tider være svært. Det er altid sjovt at se på andre menneskers erfaringer i fjernsynet. Nogle gange kan man genkende det, men slet ikke altid. Hvert menneske er anderledes, og hver emigration forgår anderledes. Jeg kan godt huske episoder hvor det hele gik i kage. Der går egentlig næsten altid noget galt, det vidste vi selvfølgelig godt fra starten af. I teorien ved vi godt hvad de skulle have gjort anderledes. Og med undertekster på, forstod vi allerede med det samme hvad der blev sagt.

Men som erfarings ekspert (med tryk på erfaring, for ekspert kan alle være nu om dage) ser jeg især på hvor meget de kan kommunikere, om de overhovedet forstår noget af den nye kultur eller om de bare med deres (hollandske) mentalitet prøver på at få tingene løst? Jeg kan stadig huske et par, hvor kvinden allerede efter et halvt år ville give op. Hun græd fordi ingenting gik som de havde ønsket og håbet på. Hun syntes at ’de havde haft nok modvind nu’. Det er ved at være et par år siden. Jeg tror at hun ved bedre nu, og jeg håber at hun ikke har givet op.

Vi startede på en hel slidt gård. Alting gik i stykker. Hvis man bare så på det, gik det i stykker. Ud over bedriften prøvede vi også at få et socialt liv, samt lære det danske sprog. Og vi fik også en baby da vi lige var startet her. Plus, vi fik hele tiden besøg fra Holland. Nogle gange havde de første gæster ikke engang pakket sammen endnu, før de næste allerede kom. Det hele tilsammen, kostede os meget energi, og vi blev hurtige til erfarings eksperter. Erfaring som viser sig gennem rynker, hvormed man bliver ekspert i at ignorere spejlet.

Den danske kultur ligner den hollandske meget. Men jo længere jeg bor her, jo flere forskelle ser jeg. Der er store forskelle. Danskere er f.eks. meget nemmere i husholdningen. De er meget gæstfrie og man får dejlig mad hele aftenen. Indtil man er så mæt, at man ikke kan spise mere.  Men hav ikke noget imod roden. Dejligt! I Holland bliver man tit set ned på, hvis det ser ud til at man ikke har orden i husholdningen. Danskere tænker ikke engang på at undskylde sig for lidt kaos og rod gennem huset. En dansker er kun i gang med den dejlige mad, nogle stearinlys og vinen. I Holland bliver man inviteret til en lørdag aften hvor man først kommer klokken otte, i et pænt og nydeligt hus hvor man kun får en kop kaffe og en øl... Danskere taler også meget nemmere om f.eks. penge, de er meget åbne om det. Jeg er blevet vant til det nu. Da vi lige boede her i knap et par måneder, blev vi inviteret til nabo drengens konfirmation.

”Jeg spørger naboen hvad han ønsker sig. Hun svarer at han vist nok har en ønskeseddel, men vi må også bare give ham en Walkman, eller sådan noget. Ups, jeg tænkte mere på en lille ting. Vi beslutter, at give ham penge. Heldigvis spørger vi, for en sikkerheds skyld, lige de andre naboer, hvilket beløb man plejer at give til sådan en fest. Vi synes det er meget, men propper pænt beløbet i en konvolut. Ved festen giver vi drengen konvolutten og han åbner den med det samme for øjnene af alle. Derefter vifter han med sedlerne i luften, for at vise alle hvad vi har givet. Pyha, det var godt at vi spurgte naboen i forvejen.”